Refusionspolitik

Kort fortalt

  • 30 dages returret på alle varer købt på aiviq.dk, regnet fra den dag, du modtager varen.
  • 30 dages hjemmeprøve på espressomaskiner i Aspire-serien: Maskinen må bruges derhjemme i hverdagen. Hjemmeprøven gælder ikke fuldautomatiske espressomaskiner.
  • Alle returneringer skal registreres, før varen sendes: fortrydelse i Retur- & Fragtportalen, hjemmeprøve og reklamation i Reklamationsportalen, hvor sagen skal godkendes.
  • Maskinen skal være rengjort og tømt for vand, før den sendes retur.
  • Returfragt betales af køberen. Ved defekte varer betaler AIVIQ.
  • 5 års garanti og din lovpligtige reklamationsret gælder uændret.

1. 30 dages returret på alle varer

AIVIQ har forlænget den lovpligtige fortrydelsesret fra 14 til 30 dage. Returretten gælder forbrugerkøb på aiviq.dk. Køb foretaget af virksomheder er ikke omfattet.

Fristen regnes fra den dag, du modtager din ordre. Leveres en ordre i flere pakker, regnes fristen fra den dag, du modtager den sidste pakke.

Du fortryder dit køb ved at registrere fortrydelsen i Retur- & Fragtportalen inden fristens udløb. Du kan også give tydelig besked på info@aiviq.dk eller bruge standardfortrydelsesformularen nederst i handelsbetingelserne. AIVIQ registrerer i så fald fortrydelsen for dig. Det er ikke nok at nægte at modtage pakken. Varen skal sendes retur senest 14 dage efter, at du har givet besked, og først når returneringen er godkendt.

2. 30 dages hjemmeprøve på Aspire-espressomaskiner

En espressomaskine lærer man først at kende med egne bønner, i eget køkken og på en almindelig morgen. Derfor gælder der udvidede vilkår for espressomaskiner i Aspire-serien.

Hvilke maskiner er omfattet

  • Hjemmeprøven gælder espressomaskiner i Aspire-serien, der er købt direkte på aiviq.dk. Maskiner købt hos andre forhandlere er ikke omfattet.
  • Hjemmeprøven gælder ikke fuldautomatiske espressomaskiner. For dem gælder de almindelige regler for returret i afsnit 1 og 4.

Det betyder hjemmeprøven

  • Du må tage maskinen i brug og brygge espresso, male bønner og skumme mælk som ved almindelig hjemmebrug.
  • Returnerer du maskinen inden for 30 dage efter levering og opfylder betingelserne nedenfor, får du købsbeløbet retur uden fradrag for almindelig brug.

Rengøring før afsendelse

Maskinen skal rengøres grundigt, før den sendes retur. Den skal fremstå, så det ikke kan ses, at den har været brugt. Almindelige ridser på drypbakken og drypbakkens rist er helt i orden.

  • Kværn og bønnebeholder: Bønnebeholderen er tømt, og der må ikke være kaffebønner eller kafferester i kværnen. Kør kværnen, til der ikke kommer mere kaffe ud, og fjern resterende kafferester med rensebørsten.
  • Vand: Alt vand er tømt og fjernet fra maskinen. Vandtank og drypbakke er tømt og tørret. Vand, der er tilbage i maskinen, kan beskadige den under transporten. Følg vejledningen i tømning, som du modtager, når returneringen er godkendt.
  • Portafilter, filterkurve, damparm og mælkekande: Rengjort og uden kaffe- eller mælkerester. Damparmen er skyllet igennem.
  • Kabinet og bryggehoved: Tørret af og uden kaffestøv, kalk- og vandpletter.
  • Tørt: Alle dele er tørre, før maskinen pakkes.

Komplet og forsvarligt pakket

  • Alt medfølgende tilbehør og brugervejledningen er med.
  • Maskinen sendes i den originale emballage med alle indlæg. Du hæfter for skader, der skyldes mangelfuld emballering.

Hvis betingelserne ikke er opfyldt

Modtager AIVIQ maskinen urengjort, med kafferester i kværnen, med vand i maskinen, med manglende tilbehør eller med skader ud over almindelig brug, gælder hjemmeprøvens vilkår ikke. I så fald trækkes omkostningerne til rengøring og klargøring, prisen på manglende dele og et eventuelt værditab fra tilbagebetalingen. Bliver maskinen beskadiget af vand, der er efterladt i den, hæfter du for skaden.

Øvrige vilkår for hjemmeprøven

  • Returneringen skal oprettes og godkendes i Reklamationsportalen, før maskinen sendes.
  • Hjemmeprøven kan benyttes én gang pr. husstand.
  • Maskinen må ikke være skilt ad eller repareret af andre end AIVIQ.
  • Er der fulgt en gave med købet, skal gaven sendes retur sammen med maskinen. Returneres gaven ikke, eller er den brugt eller beskadiget, trækkes gavens oplyste værdi fra tilbagebetalingen.

Få hjælp, før du beslutter dig

Smager espressoen surt eller bittert, eller bliver mælkeskummet ikke, som det skal, skyldes det oftest kværnindstilling, dosering eller bønnernes friskhed. AIVIQ's serviceteam hjælper med at finde de rette indstillinger. Skriv til info@aiviq.dk eller brug livechatten.

Ombytning til en anden Aspire-model

Passer en anden maskine i Aspire-serien bedre til din hverdag, kan maskinen byttes inden for de 30 dage. Ombytningen oprettes og godkendes i Reklamationsportalen, og maskinen skal opfylde betingelserne ovenfor. Ved ombytning betaler AIVIQ returfragten. En eventuel prisforskel afregnes.

3. Sådan returnerer du

  • Registrér returneringen med dit ordrenummer inden for fristen. Fortrydelse registreres i Retur- & Fragtportalen. Hjemmeprøve, reklamation og defekt ved levering oprettes som en sag i Reklamationsportalen. Trin-for-trin-vejledningen står på siden Retur & reklamation.
  • Afvent godkendelse. AIVIQ gennemgår sagen og sender returadresse og instruktioner, herunder vejledning i tømning af vand for din model.
  • Rengør og pak maskinen som beskrevet i afsnit 2.
  • Send først varen, når returneringen er godkendt. Pakker, der sendes uden en registreret og godkendt returnering, kan ikke behandles og kan blive sendt tilbage for afsenderens regning.
  • Du betaler selv de direkte omkostninger ved returnering. Det gælder ikke defekte eller forkert leverede varer. En returlabel kan oprettes i Retur- & Fragtportalen for 49 kr. Beløbet trækkes fra tilbagebetalingen. Du kan også bruge dit eget fragtfirma.
  • Du bærer risikoen for varen under returforsendelsen. Brug derfor en forsendelse med sporing. Pakker sendt pr. efterkrav modtages ikke.

Returadresse (brug kun efter godkendelse)
AIVIQ ApS
Navervænget 3
4000 Roskilde
Danmark

4. Øvrige varer og fuldautomatiske espressomaskiner

For varer uden for hjemmeprøven, herunder fuldautomatiske espressomaskiner og andre kaffemaskiner uden for Aspire-serien, gælder, at du må undersøge varen, som du ville gøre i en fysisk butik. En fuldautomatisk espressomaskine må altså ikke tages i brug, hvis du vil have hele købsbeløbet retur. Tages varen i brug ud over, hvad der er nødvendigt for at fastslå dens art, egenskaber og funktion, hæfter du for værditabet, som trækkes fra tilbagebetalingen.

Send varen retur i den originale emballage. Mangler den, kan det medføre et værditab.

5. Tilbagebetaling

  • AIVIQ kontrollerer varen ved modtagelsen.
  • Du får alle betalinger retur, inklusive leveringsomkostninger svarende til den billigste standardlevering. Returnerer du kun en del af en ordre, refunderes leveringsomkostningerne ikke.
  • Beløbet tilbagebetales uden unødig forsinkelse og senest 14 dage efter, at AIVIQ har modtaget din besked om fortrydelse. Tilbagebetalingen kan tilbageholdes, indtil varen er modtaget, eller du har dokumenteret at have sendt den retur.
  • Tilbagebetalingen sker med samme betalingsmiddel, som du brugte ved købet, medmindre andet er aftalt.
  • Eventuelle fradrag for rengøring, værditab, manglende dele, gaver eller returlabel trækkes fra beløbet.

6. Varer undtaget fortrydelsesretten

  • Varer fremstillet efter dine specifikationer eller med et tydeligt personligt præg.
  • Forseglede varer, der af sundheds- eller hygiejnemæssige årsager ikke kan returneres, når forseglingen er brudt efter levering.
  • Varer, der efter levering er blevet uadskilleligt blandet med andre varer.
  • Varer, der forringes eller forældes hurtigt.

7. Defekt ved levering (Dead on Arrival)

Er maskinen defekt ved levering (Dead on Arrival), eller er den beskadiget under transporten, skal du registrere en reklamationssag i Reklamationsportalen hurtigst muligt og senest 7 dage efter levering.

  • Vedlæg ordrenummer, en beskrivelse af fejlen samt billeder eller video af fejlen, emballagen og eventuelle transportskader.
  • Brug ikke maskinen yderligere, og behold gerne emballagen, indtil sagen er afsluttet.
  • Synlige skader på pakken bør så vidt muligt noteres hos fragtføreren ved modtagelsen.
  • Ved en godkendt DOA-sag sørger AIVIQ for afhentning eller returlabel og ombytter eller reparerer maskinen uden omkostninger for dig.

Opdages en fejl senere, behandles den som en almindelig reklamation. Fristen på 7 dage begrænser ikke din lovpligtige reklamationsret.

8. Reklamation og garanti

Opstår der en fabrikationsfejl efter levering, opretter du en reklamationssag i Reklamationsportalen. Fragtlabel oprettes i Retur- & Fragtportalen ved at vælge “Reklamation”. Du har 2 års reklamationsret efter købeloven og desuden AIVIQ's 5 års garanti på de vilkår, der fremgår af garantibetingelserne. Ved en berettiget reklamation betaler AIVIQ fragten.

9. Jul og kampagner

Ved jul og særlige kampagner kan returretten være forlænget. De forlængede vilkår fremgår i så fald af kampagnen.

Disse vilkår begrænser ikke dine rettigheder efter gældende forbrugerlovgivning.